Om boligerne 

Bebyggelsen består af rækkehuse og ejerlejligheder varierende fra 66 til 138 m2, og ligger i et naturskønt område med Kokkedal Golfklub som nærmeste nabo og kort afstand til både skov, marker og Øresund. 

Alle boligerne er opført i gule sten og med gule tagtegl, og stort set alle har egen have, der grænser op til fællesarealer. Der er god afstand mellem boligerne, så det hele fremstår åbent og lyst. 

Området er inddelt i små legegader, hvor der er begrænset trafik, og danner derfor gode rammer for et godt nærmiljø, hvor både børn og voksne kommer hinanden ved. 

Beliggenheden kan ganske simpelt ikke være meget bedre, og det rolige kvarter er særligt velegnet for familier. Via stisystemer kan selv de små ben cykle den korte distance til Vallerød Skole, og der er kun 800 meter til daginstitutionen. 

Derudover er der få hundrede meter til Kokkedal Station, og herfra går tog og bus til København og næsten alle byer i Nordsjælland.